Efter Utøya

Fredag d. 22. juli 2011 vil for altid huskes som sorgens dag. I Oslo og på øen Utøya foregik der på denne dato en terrorhandling så grusom, meningsløs og uvirkelig og med ufattelige lidelser og tragedier. For de mennesker og familier, som blev direkte ramt af forbrydelsen, for Norge som nation, og for os andre, der med forfærdelse og sorg gennem medierne var vidner til rædslerne, vil intet længere være helt det samme.

I respekt for ofrene og i det sørgelige skær fra tragedien i Norge, er der tid til selvransagelse og eftertanke. Uanset den gale mands udåd eller ej, mener jeg, at debattører altid må overveje og stå på mål for tonen i den retorik, der anvendes. Demokrati handler om at argumentere for sine synspunkter, men det handler i høj grad også om at lytte og forstå andres ditto. Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke mener, det er i orden at hævde – eller blot antyde, at Dansk Folkeparti skulle have del i skylden for, at en gal mand i Norge begår en uhyrlig forbrydelse og kynisk myrder 77 mennesker. Ingen kan forhindre, at ideologiske ekstremister griber til vold. Men det er vigtigt altid at konfrontere DF, når partiet – eksempelvis Messerschmidt, Camre, Krarup og Langballe, fremkommer med krænkende, intolerante og fremmedfjendske udtalelser. Her er det ikke nok, at Pia Kjærsgaard fra tid til anden tager afstand fra elementer i udtalelserne, for i virkeligheden har DF for længst blåstemplet et uværdigt menneskesyn.

DF har nemlig gennem hele partiets levetid haft grund til selvransagelse. Pia Kjærsgaard og DF må spørge sig selv, hvad der er årsag til, at partiet tiltrækker mennesker med ekstreme holdninger, og partiet må klart tage afstand fra de kræfter i partiet, der mener, at multikulturelle samfund må bekæmpes med konflikt, konfrontation og magtanvendelse.

Når det er sagt, må det også vække bekymring, at reaktionerne efter terrordrabene har afdækket, at gerningsmanden ikke står alene med sit had mod det moderne forskelligartede nordiske samfund.

Derfor må vi arbejde for bedre integration og mere tolerance.

Debatten skal derfor være fri og åben – tragedien i Norge må ikke mødes med stramninger eller mindre demokrati, men derimod med mere demokrati, og vi skal hverken begrænse ytringsfriheden eller forbyde visse udsagn og ord. Den norske statsminister Jens Stoltenberg sagde det præcist i sin mindetale for de omkomne, da han opfordrede til endnu ”mere åbenhed, mere demokrati”. Det er et ansvar, som vi alle bærer.