- om fattigdom

Bag begrebet fattigdom gemmer der sig fortællinger om helt almindelige mennesker som du og jeg.

Danmark er et af verdens rigeste samfund, og det forekommer derfor meningsløst at tale om fattigdom i vores land. Desværre er fattigdom et stigende problem i Danmark, og bekæmpelse af fattigdom burde være et af de temaer, som står øverst på den politiske dagsorden.

Siden 2001 er der hele tiden kommet flere relativt fattige mennesker i Danmark.

Fattigdommen har mange ansigter. Nogle mennesker rammes kortvarigt og måske lige nu af den aktuelle krise. Andre lever med fattigdommen i måneder og år. Og så bliver konsekvenserne tydelige. Tandlægebesøg og medicin er der ikke råd til, måske bliver man smidt ud af sin lejlighed på grund af huslejerestance, børnefødselsdage sorteres fra og både krop og sjæl begynder at tage skade af marginalisering og stigmatisering.

At bekæmpe fattigdom har altid været en af vores vigtigste opgaver som samfund.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd regner med at omkring 50.000 børn kan betegnes som fattige.

Der er børn, der oplever fraværet af ordentlig mad, at fogeden ringer på døren og sætter familien på gaden. Det er børn der ikke får lov til at gå til fritidsaktiviteter og leve det liv deres jævnaldrende lever. Og det er især børn der mærker den nedslidning af deres forældre, som langvarig fattigdom betyder.

Vi bliver derfor nødt til aktivt at bekæmpe fattigdommen.

Ved at indføre en række meget lave ydelser har den borgerlige regering direkte fremprovokeret en stigning i antallet af fattige danskere. Igen og igen har regeringen svaret tilbage, at formålet med den nedsatte kontanthjælp har været at få flere i arbejde. Det er langt fra alle der modtager eksempelvis starthjælp, eller som er blevet ramt af kontanthjælpsloftet eller 450-timers reglen der er i kommet i arbejder. Tværtimod.

• Alle borgere skal have en anstændig levefod.
• Vi skal have flere flyttet fra kontanthjælp til arbejdsmarkedet.
• Vi skal have løst de sociale problemer, der ofte hænger sammen med fattigdommen. Det kan godt lade sig gøre, men det kræver politisk vilje.
• Lad os indføre en fattigdomsgrænse, så vi forpligter os til at sætte systematisk ind over for den stigende fattigdom.
• Lad os hæve pensionstillægget med 5.000 kr. og alle andre overførselsindkomster med 2.000 kr.
• Lad os fjerne de meget lave ydelser som kontanthjælpsloft, starthjælp og 450-timers reglen, og erstatte dem med almindelig kontanthjælp.
• Lad os indføre en julehjælpsgaranti så alle familier med et dokumenteret behov kan få hjælp til at holde jul.

Jeg har den holdning, at forudsætningen for, at man kan være en god forælder, at man kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet, at man kan få løst sine eventuelle problemer og i det hele taget være en aktiv samfundsborger - ja, det er, at man også har råd til betale sin husleje og til at købe nødvendig medicin. 

Fattigdommen er et fælles ansvar. Og alle os med vores på det tørre er lige netop ikke ligeglade!

Jeg tror de fleste af os sætter pris på et Danmark uden for store skel og uden voksende ulighed. Det ligger dybt forankret i den danske folkesjæl, at vores samfund skal være et godt sted at leve - også for alle dem der måtte leve med større udfordringer end andre. Eller som Grundtvig sagde det; ”Og da har i rigdom vi drevet det vidt - når få har for meget, og færre for lidt”.

Den voksende fattigdom truer fællesskabet, kittet i vores samfund og dermed Danmark!