
Lars Løkke kan ikke hurtigt nok komme af med efterlønnen.
Jeg mener efterlønnen skal bevares som en rettighed, og jeg mener også, at Danmark i fremtiden kan være et godt velfærdssamfund, uden at regningen skal betales af de mennesker, der har knoklet og haft et langt arbejdsliv.
Vi skal først og fremmest have skabt nye jobs, og vi skal have nedbragt ledigheden. Når ledigheden er væk, kan vi begynde at tale om, hvordan vi sikrer flere hænder på arbejdsmarkedet.
Det gør vi ved, at vi alle må arbejde en lille smule mere hver dag.
Vi skal også have et arbejdsmarked med gode seniorordninger, således at de, der gerne vil blive på arbejdsmarkedet, også reelt har mulighed for det.
I dag oplever rigtig mange, at de bliver fyret over i efterlønnen, og i mange virksomheder, er det seniorerne, der først må stå for skud, når der skal rationaliseres.
I sidste uge talte jeg med en ansat fra en stor lokal virksomhed, der fortalte om medarbejdere, som ikke kan fortsætte i jobbet, når de fylder 65 år.
Afskaffelse af efterlønnen vil betyde en forøgelse af dagpenge, øget aktivering og flere på førtidspension. Løkkes regnestykke og postulat om, at efterlønnen vil betyde en besparelse på 18 milliarder om året, er derfor mere end tvivlsomt.
Løkke vil også indføre en seniorførtidspension. Dels er det særdeles usikkert, hvor mange nedslidte, der vil kunne få denne pension, dels er det ikke et værdigt farvel til arbejdsmarkedet, at man skal visiteres til pension.
Kan man forestille sig, at en 33-årig sosuassistent eller murer først kan gå på pension som 70-årig? Jeg siger nej.
Er der en anden fremtid for danskerne og det danske arbejdsmarked end den, de borgerlige vil? Jeg siger ja.