Kære venner

Jeg er både glad for og stolt over, at jeg er blevet valgt til at repræsentere Socialdemokraterne i Vejen Kredsen i 2011. 

Jeg arbejder som skoleinspektør på Gesten Skole og blev valgt til byrådet i Vejen Kommune ved valget i 2009. I byrådet er jeg formand for udvalget Sundhed, Kultur og Fritid.

Jeg er lige fyldt 50 år og bor i Vejen med min familie - hustru og 3 børn. Tidligere boede jeg 20 år i Brørup.

I politik skal du selvfølgelig have holdninger og være fast i kødet. Det nytter ikke at svaje som et siv i vinden. Omvendt skal man heller ikke være så sikker i sin sag, at man ikke hører, hvad andre folk mener.

Mit arbejde og mine erfaringer med børn og unge mennesker har haft afgørende betydning for mit menneske- og samfundssyn. Skolearbejdet har således stor betydning for mit syn på livet, fordi opgaven med børn og undervisning, læring og opdragelse, i det væsentlige handler om personlig dannelse til at være en del af et demokrati.

Over indgangen til enhver skole burde der hænge et stor skilt, hvor der står "Træd varsomt for her bliver mennesker til".

Hvordan sikrer vi velfærdssamfundet i fremtidens Danmark? Dette bliver et springende punkt i den offentlige debat, og det skal Socialdemokraterne bruge som afsæt til at vinde regeringsmagten tilbage, så vi kan realisere den politik, som er den bedste for Danmark.

Vi skal sikre borgerne en grundlæggende tryghed i tilværelsen. Vi skal forbedre forholdene inden for de områder, der er tæt på os i hverdagen: beskæftigelse, sundhedsvæsen, ældrepleje, børnepasning og uddannelsesforhold. Med udgangspunkt i fire grundlæggende hovedprincipper: lige adgang for alle, fri adgang for alle, høj faglighed og politisk styring.

I det politiske arbejde er jeg meget fokuseret på, at det handler om at komme ud og være i dialog med folk – ved møder og arrangementer i eksempelvis de faglige foreninger. Politik i øjenhøjde!

Derfor vil jeg gerne stille mig til rådighed: Tænk mig ind i jeres møder!
Det vil også glæde mig at modtage reaktioner, kommentarer og idéer fra mennesker, der er politisk interesserede. Jeg har derfor noteret både telefonnummer, e-mailadresse og hjemmeside.

Jeg er bevidst om den viden, den aktivitet og det gå på mod, der er blandt mennesker, når det gælder politiske spørgsmål.

Jeg er overbevist om, at det i politik, som i livet generelt, gælder om at bygge på de positive ressourcer i folk.

Velfærd handler således langt fra kun om penge, men i høj grad også om menneskelige ressourcer og menneskelige relationer.

Jeg er meget glad for mit politiske arbejde og glæder mig til at møde jer.

Mange hilsener
Troels Ravn

Troels_Ravn_folketingskandidat_Socialdemokraterne_Vejenkredsen_Sydjyllands_Storkreds

FAKTA

Troels Ravn bor og arbejder (som skoleleder) i sin valgkreds.

Han er aktiv i kredsens foreningsliv, engageret lokalpolitiker og udvalgsformand i Vejen Byråd. 

Troels sad i Folketinget 2005 - 2007, og var derefter Sydjylland Kredsens 1. suppleant i den socialdemokratiske folketingsgruppe.

Genvalgt til Folketinget ved valget d. 15. september 2011.

Troels er gift med Gitte og far til 3 teenagere - og så er han vild med at spille fodbold ...